Statsministeren på vej til EU?

Endnu en gang er der spekulationer fra udenlandske medier (og derfor efterfølgende danske) om, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skulle være på vej mod et topjob i EU.

Hvis man for et øjeblik ignorerer, at hun selv har udelukket denne mulighed, kunne det dog alligevel være meget interessant, hvis hun skulle ende som enten formand for Europa-Kommissionen, formand for Det Europæiske Råd eller EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.

Mette Frederiksen som arvtager

For Socialdemokraterne vil det nok ikke være en dum ting, for noget af kritikken af den nuværende regering knytter sig til Helle Thorning-Schmidt, f.eks. hendes mands skatteforhold (selv om parret blev renset af SKAT). Ved at få en ny formand vil man selvsagt få neutraliseret denne kritik om ikke andet. Mette Frederiksen (S) vil højst sandsynligt i så fald overtage posten. Og hende er det svært at finde smuds på. Det nærmeste er vel, at hendes barn går i privatskole; en uheldig ting for en socialdemokrat. Men hvis dét er det eneste, der er på hende, må man sige, at det ligger under bagatelgrænsen. Hun er samtidig vældig populær og mere folkelig end Helle Thorning-Schmidt - hvad enten det er retfærdigt eller ej - som altid har været mere elitær (jf. Gucci-tasker, gode forbindelser til Kinnock-familien og hendes studier ved eliteuniversitetet Europakollegiet i Brugge).

For et mere reformivrigt EU

For EU som organisation kunne det også vise sig at være godt at få Helle Thorning-Schmidt som formand for enten Europa-Kommissionen eller Det Europæiske Råd. Hun har nemlig vist sig at være reformivrig på trods af stærk folkelig og politisk pres, og det er noget, der er brug for, hvis EU skal rykke sig mere hen i mod at prioritere innovation, forskning og uddannelse frem for landbrug og landdistrikter, som p.t. udgør ca. 42 pct. af budgettet på mere end 150 mia. kr. Og måske kunne Helle Thorning-Schmidt bruge sin kapacitet som statsminister for et land med en veludviklet velfærdsstat til at fremme udviklingen af disse i resten af Europa - til gavn for borgerne, som dermed kunne tænkes at støtte mere op om EU-projektet som helhed. Helle Thorning-Schmidt vil i øvrigt kunne bidrage med konkret kendskab til, hvordan samarbejdet med Europa-Parlamentet kan yderligere forbedres, da hun selv har været parlamentariker.

En ærefuld exit

En exit fra dansk politik inden for de næste par uger kan endda gøres mere elegant end for bare nogle uger siden, da Socialdemokraterne faktisk på nuværende tidspunkt vil kunne fortsætte som regeringsleder efter et valg. Hvis hun tager imod et EU-job nu, vil det ikke ses som en ynkelig flugt fra en håbløs valgkamp men en positiv mulighed for Danmark for at få en international toppost, der endda overgår Anders Foghs post ved NATO. Og mon ikke denne historiske mulighed er noget de fleste danskere kan støtte op om.

Venstre: Et parti i identitetskrise?

Løkke blev. På trods af diverse "erfaringer". Venstre-ledelsen holdt hånden under ham, og han kan nu fortsætte.

Spørgsmålet er: Kunne de andet? For på trods af hvad man måtte mene om Løkkes forbrug, har det været et forbrug, der har været godkendt af partiledelsen. De har givet ham lov til at opføre sig på den måde, han har. Så hvis de havde væltet ham som formand, ville de måske selv stå næst i rækken. Så deres egen position har været truet.

Spørgsmålet er vel nu: Brækker Venstre over i to dele? Et Venstre efter Birthe Rønn Hornbechs hoved, hvor der er fokus på beskedenhed, mådehold og sparsommelighed? Eller et Venstre efter Lars Løkkes og ledelsens hoved(er), hvor formanden bliver betragtet som CEO i en amerikansk børsnoteret virksomhed, hvor der som en selvfølge bliver stillet diverse ting - som f.eks. habitter og rygekabiner - til rådighed for formanden, fordi det et er et hårdt job.

Problemet er vel dybest set, at det ikke egentlig handler om Lars Løkke, når det endelig kommer til stykket. Måske har Venstre et endnu større problem, nemlig at partiet er ude i en identitetskrise? En identitetskrise, der bygger på, at Venstre i øjeblikket forsøger at forene to kulturer, der fundamentalt set er uforenelige?

Måske har vi ikke set det værste (eller bedste, hvis man er socialdemokrat) til Venstres problemer. Hvis der dukker flere sager op inden valget, kan det ende med, at de traditionelle Venstre-folk (som støtter Birthe Rønn Hornbechs og Christian Mejdahls syn på Venstre) falder fra og medlemstallet falder støt. Hvis man ser dette scenarie udspille sig, kan det blive den næste store fortælling om Venstre. En fortælling, der kan ende med, at det ikke kun er formanden men hele ledelsen, der må erkende, at de har fejlet. Og derefter kommer det store oprydningsarbejde, hvor man skal finde ud af, hvor man står som parti.