Vold og Fred

Den 14. og 15. februar 2015 gennemførte den blot 22-årige Omar El-Hussein to angreb: ét mod en deltager ved et debatarrangement (Finn Nørgaard, 55) og ét mod en yngre jødisk mand (Dan Uzan, 37), der holdt vagt ved indgangen til en bat mitzvah-fest.

Danmark er dermed blevet udsat for det første terrorangreb af typen, som har ramt andre vestlige lande som Frankrig, Belgien, London, Spanien og U.S.A.

Visse politikere har allerede aflyst sørgeperioden og er i Berlingske begyndt at pege fingre ad politiske modstandere. I øvrigt baseret på et emne - voldsturister, der rejser til Syrien - som er totalt irrelevant i forhold til dette konkrete angreb mod Danmark, hvor gerningsmanden var født og opvokset i Danmark - og (så vidt vides) aldrig havde sat sine ben i hverken Irak eller Syrien.

Han havde dog udtrykt sin støtte til IS, selv om der er intet, der tyder på, at han var synderlig religiøs, hvilket hans kriminelle løbebane i øvrigt også på alle måde ville udelukke. Det er svært at forestille sig denne unge mand bede fromt fem gange om dagen, give penge til velgørende formål eller begive sig ud på en pilgrimsfærd til Mekka. Han var altså ikke muslim, selv om han anså sig selv som én.

På deprimerende vis ligner hans liv dét, som mange vil betegne som et negativt eksempel på den 'aggressive, utilpassede indvandrerdreng'. Som sociologen og journalisten Aydin Soei siger til DR: 'Han er lidt arketypen på en vred ung mand fra et udsat boligområde'.

Stereotypt, som det er, passer han desværre perfekt på den beskrivelse; vred, anti-jødisk og uden fornemmelse for god opførsel generelt.

Måske er angrebet blot en anledning til at erkende, at i et åbent demokrati, der engagerer sig i verden, kan det ikke være meget anderledes; når man åbner sig for verden, gør man sig også samtidig sårbar. Og så må man acceptere kriminelle angreb på samme linje som trafikuheld. Hvis man vil undgå trafikuheld, skal man lukke vejene; hvis man vil afskære sig fra verden, skal man lukke grænserne for idéudveksling. Med mindre man placerer politifolk overalt, overvåger alt hvad vi siger og gør og generelt giver afkald på dét, som vi forsvarer, må vi affinde os med, at vi er sårbare for angreb. Og så ellers forsøge at leve vores liv, som vi har lyst. Vores frihed til at tænke og sige, hvad vil vil bør ikke indskrænkes; men lige som utroskab er fuldt lovligt inden for rammerne af vores handlefrihed, er det sjældent en god idé at gøre brug af den. Simple normer for gode sociale relationer bør baseres på høflig adfærd og ikke provokationer for provokationernes egen skyld. Men at man kan blive stødt på sine (religiøse eller andre) følelser må man acceptere, når man bor i Danmark. Hvordan man så reagerer på at få såret sine følelser, er vel dét, der adskiller voldelige fra fredelige samfund.

Er det på tide med en ny formand for Venstre?

Den seneste tids polemik om Lars Løkke Rasmussens (V) bilag og kutyme med at få sit parti til at betale for en lang række ting, sager og rejser til familien har for alvor gjort baglandet utilfreds  Der spekuleres således i Berlingske og andre steder allerede i, hvem der skal overtage efter Lars Løkke.

Den naturlige arvtager er selvfølgelig Kristian Jensen (V), som p.t. er næstformand og som hidtil har været Lars Løkkes faste støtte. Er han den rette? Umiddelbart virker han ikke som den store billetsælger, men han har ministererfaring, og han har været driftsikker. Og det er svært at se, hvem det ellers skulle være. Der er masser af tidligere ministre i folketingsgruppen, bl.a. Karen Ellemann, Claus Hjort Frederiksen, Eva Kjer Hansen, Birthe Rønn og Søren Pind. Men ingen af disse virker som et naturligt valg, fordi de har været nærmest usynlige (EKH, KE), for skingre til at være statsmænd (SP), for gamle og trætte (CHF) eller på vej ud (BR). Så ja, Kristian Jensen er oplagt.

Måske er det det bedste at beholde Lars Løkke, for på trods af hans evindelige række af bilagssager, er han stadig den suverænt tungeste kandidat til posten, der samtidig har et vis appeal til befolkningen. Men der er ingen tvivl om, at han har brugt otte ud af sine ni liv. Og man ved, at der med 99% sandsynlighed kommer flere af denne type sager, fordi grunden til, at han igen står i denne situation ikke er, at han har været uheldig eller blot uopmærksom i et par situationer; det er sådan han er. Og sådan han altid har været.

Men som kontingentbetalende medlem af Venstre - især hvis man er af den gamle skole som Birthe Rønn - må det være frustrerende at have en formand, som bruger så mange penge på noget som næppe kan betegnes som politisk arbejde. At vide at ens kontingent går til formandens boksershorts og rejser til familien kan meget hurtigt få folk til at melde sig ud af partiet. Spørgsmålet er så bare, om de også vil placere deres stemme et andet sted ved valget.